
Visioner og mål
Vi har store ambitioner
Vi ønsker at forbedre levevilkårene for indbyggerne i Kounayan Balante.
At gøre det muligt for børn og unge i Senegal at modtage undervisning på velegnede skoler på et niveau, der kvalificerer dem til uddannelse på videregående læreanstalter og/ eller tilegnelse af viden, der sætter dem i stand til at indgå i den videre udvikling af landet.
På uddannelsesområdet skal der bruges hjælp til at renovere landsbyens skoler. I skolerne er der i dag desværre overflod af elever i klasserne, og der er derfor ikke tilstrækkeligt med borde og bænke til alle elever.
De få borde, der er på skolen, er desuden ubelejlige, og der er derfor brug for ekstra inventar, så børnene kan få en ordentlig skolegang. Skolen har endvidere brug for materialer til undervisning som kuglepinde, blyanter, tabeller, computere, projektor m.m. samt bøger til at kunne skabe et skolebibliotek, der kan stimulere børnenes læsning.
At udvikle vandtilførslen, elektriciteten og landbrugsmetoder i tæt dialog med regionens lokale bønder med henblik på at skabe et mere bæredygtigt landbrug.
Landbrugssektor: Et stort problem er manglen på vand. Der er ikke nogen vandtilførsel, så kvinderne må gå flere 100 kilometer for at hente vand. Dette gør det svært at få landsbruget til at fungerer, da afgrøderne har brug for vand for at kunne blive til noget.
Elektricitet: Der mangler også elektricitet, så der laves bl.a. mad i mørke om aftenen, hvilket ikke er de bedste vilkår at have.
Infrastrukturen: Der er ikke lavet ordentlige kørebaner, hvilket gør det svært at komme til og fra landsbyen samt at køre rundt i landsbyen. Dette ødelægger desuden køretøjerne, da de kører rundt i sand.
At bidrage til udvikling af regionens sundhedssektor igennem en opkvalificering af de lokale sygehuse samt landsbyklinikker i regionen, således at lokalbefolkningen kan få adgang til en bedre sundhedsservice.
Regionens sundhedssektor: Sygehuset i landsbyen er meget lille. Der er ikke plads nok til patienterne, og hygiejnen er ikke god, hvilket forårsager følgesygdomme m.m. Derudover kan kvinder ikke føde deres børn på sygehuset i landsbyen, da der ikke er hjælpeinstrumenter til det og heller ikke personale nok.
Der er heller ikke tilknyttet nogen ambulance til sygehuset, som kan hente patienter, så hvis du bliver syg, så er du nødt til selv at komme dertil, hvilket er besværligt, hvis man i familien kun ejer en enkelt motorcykel.